Det er 1788. Mozart har boet 7 år i Wien. Det er, som om alt, hvad han rører ved, bliver fortryllet - men desværre kun det, der har med musik at gøre. Ellers går det værre end nogensinde. Hans far er død, han har mistet flere af sine børn, hoffet vil kun bruge ham til dansemusik, Østrig har indledt en idiotisk krig mod tyrkerne og ingen har tid og råd til at komme til hans offentlige koncerter. Han er syg, hans kone bliver syg, og oven i det må de flytte til en mindre lejelighed. Det er lejlighed nr. 10 på 10 år. Den ligger i en forstad, den er mindre end den forrige, men den er stor nok.
Han låner for mange penge og bruger dem på dyre vaner, og rygterne siger han, at han spiller hasard. Han bliver inviteret til England, men det bliver ikke til noget, han planlægger at turnere i Tyskland, det fører ikke til noget videre. Han har desperat brug for penge og er nødt til at komme med noget nyt. Så skriver han de tre symfonier, symfoni nr. 39, 40 og 41. Han menes at have komponeret dem til en planlagt koncertserie i Wien i efteråret 1788. De tre mesterværker kulminerer med Symfoni nr. 41, som eftertiden gav tilnavnet ”Jupiter”.
Mozart levede i en tid, hvor man stadig mente, at det var en god ide at skille privatliv og kunst. Derfor er hans C-dursymfoni hverken tragisk eller sørgelig eller syg. Til gengæld er den alvorlig. Det er hans sidste symfoni, og de fire satser samler alt, hvad han kan.